eurealist.co.uk

På National Press Club i Washington, DC den 30 april 1952 Monnet sagde:

Vor tids krav om, at vi sætter de europæiske folk sammen og ikke holde dem fra hinanden. Vi er ikke forener stater, vi forener mennesker.

"At vi bringe de europæiske folk sammen" synes klart at indikere, at Monnet mente, at det var op til ham selv og hans medarbejdere til at skabe denne enhed.

Man kan ikke vente til løsning af alle uforudsete udgifter på forhånd, før bringe dem egen dømmekraft til at bære ved aktionen efterspørges af de nuværende behov.

Dette synes at være fortaler for en form for indsats mod hans USE, der ikke krævede en ærlig redegørelse for det endelige resultat. Dette bekræftes i de følgende afsnit;

I afviklingen af vores individuelle liv, vi ikke vente for handling for at have fremtiden helt afsløret for os. Der er intet mere steril end at udgøre i denne sammenhæng et spørgsmål, som vil opstå i fremtiden, hvor selve formålet med vores indsats for at ændre denne sammenhæng. Hvis vi ikke handler, indtil vi kender svarene på alle mulige spørgsmål, vi aldrig handle, vil vi aldrig opnå den sikkerhed, som vi har ventet, og vi skal fejes ind langs af begivenheder, som vi har mistet magten til at styre.

Monnet ikke synes at være fortaler for, hvis ikke bedrag, er mindst misdirection og dette var før den franske sætte udbetalt til idéen om Det Europæiske Forsvarsagentur Fællesskab, ordene tilskrives ham, må du beskrive strategien bag Monnet-metoden, upræcise og steady omdirigering af magt fra nationalstaterne til et europæisk niveau.

Pointen er, selv om Monnet ikke sige Europas nationer bør styres i retning af super-state uden deres folk forstå, hvad der sker. Det er præcis, hvad der er sket, og det er præcis det Monnet-metoden i aktion, Monnet gjorde ønsker et forenet Europa og var klart i hans tanker, som folk bør ikke have lov til at stå i vejen. Faktum er, at Monnet ville have haft noget argument med følelser udtrykt i citat.

Myrto Tsakatika University of Essex

Monnets Målet var at forene Europa, således at ødelæggelsen af krig og økonomisk ødelæggelse, at det var vidne til under de to verdenskrige i det tyvende århundrede ikke ville blive gentaget. Dette var ikke en ny idé, hvad der var nyt var den måde, eller den metode, som han påtænkte til en forening
af Europa. Europa, Monnet skriver i sine erindringer:

bliver ikke bygget på én gang, eller som en helhed: det vil blive bygget af konkrete resultater, der først skaber de facto solidaritet. (Monnet, 1978: 300).

Den måde at forene Europa ville være at vise de stater deres fælles interesser og overtale dem til at handle på disse interesser, der forfølger dem på permanent basis. Samordnet aktion var at være et konkret resultat, for så vidt som der var kontinuitet og institutionalisering af en række delprojekter af samarbejde om økonomiske og sociale spørgsmål i den fælles projekter, der ville følge af det. Disse projekter vil habituate europæiske stater og deres borgere i samarbejde. Gradvist samarbejde vil være behov for andre projekter og hele sektorer af fælles aktivitet, på grund af den indbyrdes afhængighed, der ville dukke op fra den indledende samarbejde.

Givet tidspunkt, Europa ville blive forenet uden at opdage det, som fælles projekter vil føre europæiske stater til at samle deres suverænitet.

Monnet-planen stod på to klart adskiller intellektuelle lokaler. Den første forudsætning var neo-funktionalistiske incrementalism: I halvtredserne og tresserne, neo-funktionalisme havde stor indflydelse i forsøg på at forklare skub i retning af europæisk integration. Siden da, selv om det er gået gennem ændringer og reappraisals, det har været og vil fortsat være en af de mest indflydelsesrige tilgange til den europæiske integration. På sin kerne var begrebet â € ~ spilloverâ € ™, forudsigelse, at når først udløses, europæisk integration, i det mindste på det økonomiske plan, ville være selvbærende. Indledende samarbejde om delvis, men målrettede projekter ville få det indre dynamik i samfundet vil, fører det til yderligere samarbejde. Samarbejde i en sektor gradvist vil kræve samarbejde i andre sektorer (Lindberg, 1963:

10-11). Økonomiske indbyrdes afhængighed vil blive drevet bag denne bevægelse i retning af integration, som ville gå kvasi-automatisk (â € ~ funktionelle spilloverâ € ™), ikke politisk beslutning, dvs en overordnet offentlig politisk aftale eller en forfatning. Overvejelse her var, at den politiske sfære kan adskilles fra de socio-økonomiske sfære, og at den politiske union vil komme, hvis overhovedet, i slutningen af en lang proces med økonomiske engagement og intradependence.

Borger troskab og støtte var ikke oprindeligt nødvendigt, men det ville følge af spill-over proces, som loyaliteter vil blive omdirigeret fra det nationale til det europæiske niveau (Haas, 1958: 16).

Det andet intellektuel lokalitet på den Monnet-planen blev teknokratisk elitism: Jack Hayward hævder, at Monnet var: vant til manipulering af politikerne, hvis forventede høje embede i nogen regering kunne tænkes at være kortvarig og bureaukrater mere tilbøjelige til at inerti end innovation ( Hayward, 1996:252).

Monnets generelle præference for styring af en teknokratisk elite, med andre ord skyldtes hans oplevelse af den fjerde franske republik, og at driften af den franske Planlægning Kommissionen, som han ledes efter krigen (Page, 1997: 5). Monnet oplevet ustabilitet og manglende effektivitet i styringen af Frankrig, som skyldtes de radikale og konflikthærgede parlamentarisk indflydelse af den tid, og han forsøgte ikke at påføre den nye europæiske projekt med disse mangler. I stedet blev han til fordel for styring af en lille gruppe af eksperter, fordi teknokratisk styring havde været i hans opfattelse er den stabil, langsigtet orienteret og ansvarlig element i hele den fjerde franske Republik (Duchne, 1996: 51-53). Det er

muligt at hans Fjerde Republik erfaringer førte ham til at antage, at udvalgte teknokrater er mere tilbøjelige til at være ansvarlig end politiske agenter.